Vandriksen (Rallus aquaticus) er en sky og hemmelighedsfuld rørskovsfugl på størrelse med en drossel, kendetegnet ved et langt, let nedadbuet rødt næb, gråt hoved og bryst samt sortstribede flanker. Den lever tæt inde i tætte rørskove og sumpe med pilekrat, hvor den bevæger sig langs skjulte stier gennem vegetationen og sjældent viser sig åbent – bortset fra korte øjeblikke, hvor den soler sig eller pudser fjer ved kanten af vandet.
Selvom den er svær at få øje på, er vandriksen langt fra tavs. Dens karakteristiske lyd er et grisagtigt hvin blandet med grynt, samt en eksplosiv, ofte accelererende "gyp-gyp-gyp", der kan høres flere hundrede meter væk og afslører fuglens tilstedeværelse længe før man har chance for at se den. Føden består af stort set alt, hvad rørskoven byder på: vandinsekter, haletudser og frøer, snegle samt små pattedyr og fugle, mens den om vinteren supplerer med planterødder, blade og frø.
De danske ynglefugle er overvejende trækfugle, der forlader landet i september-oktober mod Vest- og Sydeuropa og vender tilbage fra slutningen af februar til marts, om end en del i milde vintre overvintrer lokalt i is-frie rørsumpe. Ifølge Dansk Ornitologisk Forening har vandriksen faktisk været i fremgang som dansk ynglefugl de senere år – en udvikling, der hænger sammen med tilgroning af moser og enge, som ellers ofte ses som et naturplejeproblem, men som passer vandriksen glimrende, da den foretrækker netop tætte, uforstyrrede rørskove i ly af pilebuske.
Vil man opleve vandriksen ved Skjern Enge, kræver det tålmodighed og gode ører frem for skarpe øjne. Gå langsomt langs rørskovskanter og grøftekanter i den tidlige morgen eller aften, og lyt efter det gnidrende "gyp-gyp-gyp" eller det grisende hvin fra vegetationen. Med lidt held og ro kan man med tiden få et glimt af fuglen, når den krydser en åben sti eller viser sig kortvarigt ved vandkanten, inden den forsvinder tilbage i dækning.