Engsnarren (Crex crex) er en af Danmarks mest hemmelighedsfulde fugle – en art, langt de fleste fuglekiggere hører frem for ser. Kroppen er cirka halvt så stor som en agerhøne, med rødbrune vinger og ben, der rækker længere tilbage end halen, men det er den karakteristiske, rytmiske knirkelyd, ofte beskrevet som en negl, der stryges hen over en kam, der afslører fuglens tilstedeværelse, især i nattetimerne. Frem for at flyve op, når den forstyrres, forsvinder engsnarren typisk hurtigt gennem den høje vegetation, hvilket gør et faktisk syn af fuglen til en sjælden triumf.
Arten er opført som sårbar (VU) på den danske rødliste og er relativt sjælden som ynglefugl, selvom flere syngende hanner nogle gange kan findes samlet i samme yngleområde. Engsnarren foretrækker fugtige enge, kær og moser med en naturlig, varieret vegetation og fravær af træer og buske – netop den type åbne, fugtige engareal, der kendetegner store dele af Skjern Enge. Føden består af insekter, smådyr og frøer suppleret med græsfrø, og arten er langdistancetrækfugl, der ankommer i maj og forlader Danmark igen i september for at overvintre syd for Sahara.
Netop fordi levestedet passer så godt, holder mange lokale fuglekiggere øje med Skjern Enges fugtige engarealer for tegn på engsnarre, selvom arten ikke er en fast, garanteret del af egnens fugleliv.
Lyt efter sangen på lune sommeraftener og -nætter i juni og juli, hvor hannerne synger mest ihærdigt – men vær tålmodig, for et faktisk syn af fuglen kræver både held og god ro.