Blisgåsen (Anser albifrons) kendes let på den store, hvide blis omkring næbroden, der ses tydeligt selv på lang afstand, samt de uregelmæssige, sorte tværbånd på bugen og de orange ben. Ved Skjern Enge kan man finde blisgåsen som en mindre, men fast bestanddel af de blandede gåseflokke, der raster og fouragerer på fjordens enge og marker sammen med de langt talrigere kortnæbbede- og bramgæs.
Arten yngler på den arktiske tundra og er en almindelig trækgæst i Danmark fra september til november og igen fra marts til maj, mens en del fugle også overvintrer i landet. Hovedparten af de danske blisgæs ses i den sydlige halvdel af Jylland samt på Lolland-Falster og Møn, men bestanden har generelt været i fremgang gennem de seneste årtier, hvilket betyder, at flere fugle nu også raster i det vestjyske. Ligesom sine gåseslægtninge lever blisgåsen udelukkende af planteføde – græs, kløver og kornrester.
For fuglekiggere er blisgåsen en sjov udfordring at få øje på, netop fordi den ofte gemmer sig i de enorme flokke af kortnæbbet gås og bramgås ved Tipperne og Ringkøbing Fjord. Man skal have kikkerten – gerne en spotting scope – og øve sig i at scanne flokkene systematisk for den karakteristiske hvide blis og de sorte bugbånd. Voksne fugle er lettest at identificere, mens ungfuglene, der mangler både blis og bugbånd, kræver et mere trænet blik.
Bedste tidspunkt at lede efter blisgåsen ved Skjern Enge er i vintermånederne januar og februar, hvor flest observationer registreres i Danmark. Vær opmærksom på ikke at forveksle den med den langt sjældnere dværggås, der har en gul øjenring og en blis, som strækker sig helt op på issen – en detalje, der kan afgøre, om man har fundet noget virkelig usædvanligt blandt de store gåseflokke.