Mosehornuglen (Asio flammeus) er en mellemstor ugle med gule øjne, et rundt hoved med et karakteristisk "vredent" udtryk og en næsten ensfarvet gulbrun-hvid fjerdragt med tydelig stribning på brystet. I modsætning til de fleste andre ugler er mosehornuglen overvejende dagaktiv og jager bedst i timerne op til solnedgang, hvor den flyver i en høj, dyb vingeslagsflugt og glider på hævede vinger over de åbne enge og marskarealer ved Skjern Enge – en flugtstil, der minder påfaldende om en kærhøgs.
Som ynglefugl er mosehornuglen akut truet (CR) i Danmark med kun omkring 34 par tilbage, og alle yngler i Jylland – ofte i marsk, strandenge, moser og hedeområder. Bestanden svinger dramatisk fra år til år, styret af mængden af smågnavere, hvor især markmusen står højt på menuen. Uden for yngletiden er arten en regelmæssig træk- og vintergæst i hele landet, og den jyske vestkyst huser jævnligt en del individer under trækket i marts-april og september-oktober.
Mosehornuglen kan forveksles med den nærtbeslægtede skovhornugle, men kendes sikkert på de gule øjne mod skovhornuglens røde-orange, samt en generelt lysere og mere åben fjerdragt. I yngletiden udfører hannen desuden en imponerende sangflugt højt til vejrs, akkompagneret af en serie dybe "po-po-po-po"-toner – et sjældent syn, som kun de mest ihærdige fuglekiggere kan håbe på at opleve i Danmark.
Den bedste chance for at se mosehornugle ved Skjern Enge er sidst på eftermiddagen i efterårs- og vintermånederne, hvor arten jager over de åbne enge, mens dagslyset stadig er godt. Spejd langsomt hen over vegetationen med kikkerten, og hold øje med den karakteristiske, ujævne flugt tæt over jorden – ser man en ugle jage i dagslys her, er der stor sandsynlighed for, at det netop er mosehornuglen.