Sortkliren (Tringa erythropus) er en slank vadefugl, der i yngledragt er sodsort med fine, hvide prikker på ryg og vinger samt mørkerøde ben – en dramatisk fjerdragt, som få andre danske vadefugle kan matche. Om vinteren skifter den til en langt mere afdæmpet, lysgrå fjerdragt med hvid underside, mens benene og næbroden bevarer et strejf af rødt. Med sine 29-32 cm og et forholdsvis langt, tyndt næb er sortkliren tydeligt større og slankere end den nært beslægtede rødben.
Arten yngler slet ikke i Danmark, men passerer landet i store antal på træk mellem yngleområderne i det arktiske Skandinavien og Rusland og overvintringsstederne, primært syd for Sahara, om end nogle fugle også bliver i Vesteuropa. Forårstrækket er koncentreret fra sidst i april til midt i maj, mens efterårstrækket strækker sig over en længere periode: ynglende hunner ankommer først i begyndelsen-midten af juni, hannerne følger midt i juli, og ungfuglene trækker fra august til midt i november. Sortkliren fouragerer på vadeflader med blød bund og lavt vand, hvor den lever af smådyr, insekter, krebsdyr og småfisk.
De lavvandede vader og enge ved Skjern Enge og Tipperne er netop den type levested, sortkliren søger under trækket, og fuglen optræder ofte enkeltvis eller i mindre grupper blandt de mange andre vadefugle i området. I flugten kendes den på den hvide overgump, der strækker sig i en spids op ad ryggen, samt en mere direkte og målrettet flugt end rødbenets.
Bedste tidspunkt for at lede efter sortkliren ved Skjern Enge er i april-maj eller i den lange efterårsperiode fra juni til november. Scan de lavvandede engsøer og fjordkanter med kikkert eller spotting scope, og hold øje med den mørkere, mere spidse fjerdragt og de karakteristiske røde ben, der adskiller den fra de mere talrige rødben og hvidklirer i samme habitat.